Vidste du, at …
...DEN RETTE HYDRAULIKOLIE REDUCERER ENERGITABET
Vælg derfor en olie med de rigtige egenskaber, først og fremmest med hensyn til viskositet. En olie med lavere viskositet er lettere at "få rundt" i hydrauliksystemet, reducerer energitabet og sparer på den måde penge. Ofte vælger mange af gammel vane en olie med høj viskositet, men her kan det altså betale sig at tænke længere for at forbedre smøringen og sænke omkostningerne.
...DU KAN SLIPPE FOR AT OPVARME HYDRAULIKTANKEN
En del teknik står udenfor hele året. Vælg derfor en hydraulikolie, som klarer kulde og fjerner behovet for opvarmning af hydrauliktanken. Opvarmere bruger energi og er ikke sjældent fejldimensionerede, hvilket forkorter oliens levetid. Med det rigtige produkt starter systemerne, selv når kulden sætter ind. Derudover har denne type olie en længere levetid og reducerer også energiforbruget.
...VISKOSITETEN ER AFGØRENDE I FORBINDELSE MED KOLDE OPSTARTER
Hydraulikolier med for høj viskositet forårsager problemer i forbindelse med opstarter i kulde. En tyktflydende olie kan forårsage skade på hydraulikpumpen og i værste fald føre til havarier. Løsningen er produkter med lavere viskositet. De klarer opstarten selv i den kolde tid på året, smører bedre og bevarer ydeevnen over tid.
...ESTERBASEREDE OLIER ER GODE TIL RENGØRING
Snavs øger risikoen for driftsforstyrrelser i et hydrauliksystem. Mindsk den risiko ved at vælge esterbaserede olier. Flere af disse produkter har en rengørende virkning, samtidig med at de forhindrer opbygning af varnish. En anden fordel er, at mange esterbaserede olier har længere levetid og bedre smørekapacitet end traditionelle mineralolier.
…RENHED REDUCERER RISIKOEN FOR DRIFTSFORSTYRRELSER
Særligt i hydrauliksystemer med høj omsætningshastighed. Her skal der kun trykkes en lille mængde snavs gennem systemet for at skabe forstyrrelser eller skader. Du skal derfor sikre renheden ved at anvende den rigtige filtertype. Ligeså vigtigt er det at være omhyggelig ved påfyldning og øvrig håndtering for at holde snavsen ude.
...SMÅ MÆNGDER VAND KAN GIVE PROBLEMER
Derfor gælder det om at holde vandet ude af hydraulikolien. Det betyder, at vandindholdet skal være lavere end 200 ppm (parts pr million) i en mineralolie. Sørg for, at der er monteret et åndefilter med tørrepatron i systemet. Det forhindrer ophobning af kondens, men rengør også for partikler, som kan forurene olien.
...MOTOROLIE KAN OGSÅ VÆRE ØDELÆGGENDE
Hvis vand kan skabe problemer, er motorolie altødelæggende, eftersom blot nogle få dråber ødelægger hydraulikoliens egenskaber. Den ødelægger evnen til at skille vandet fra, som i stedet bindes til olien, og får den til at miste ydeevnen. Derfor er det vigtigt altid at bruge separate påfyldningstragte til forskellige smøremidler.
...VÆR FORSIGTIG MED AFFEDTNING
Lige så skidt er det med affedtningsprodukter, som også ødelægger hydraulikolien. Maskindele, der har været i berøring med affedtningsmiddel skal derfor skylles grundigt. Følsomme dele må heller ikke højtryksrenses i et system, der for nylig er blevet affedtet. Vand og affedtning kan presses ind gennem revner og åbninger og forurene olien.
...TEMPERATURSTIGNINGER PÅVIRKER LEVETIDEN
En mineralolie, der vedligeholdes korrekt – og arbejder ved en temperatur på maks. 40 grader – har en levetid på ca. 20 år. For hver temperaturstigning på 10 grader sker der en halvering af levetiden. Der er altså meget at vinde ved at holde temperaturen nede. Det gøres nemmest ved at regulere kølingen med en termostat, men sørg også for, at luft- eller vandkølingen er rengjort og fungerer, som den skal.
...BIOLOGISK NEDBRYDELIGE PRODUKTER HAR EN BEDRE YDEEVNE
Først og fremmest belaster disse produkter miljøet mindre ved spild eller lækage. En anden fordel er, at mange biologisk nedbrydelige produkter har en bedre teknisk ydeevne end sædvanlige mineralolier og længere levetid.
... H-1-OLIER ER BEREGNET TIL FØDEVAREKONTAKT
I virksomheder, som håndterer fødevarer, er spørgsmålet om forurening særligt følsomt. Derfor findes der hydraulikolier, som er godkendt til fødevarekontakt – i så fald i koncentrationer på højst 10 ppm. Produkterne opfylder den internationale standard NSF H1 og kaldes kort og godt for "H1-olier".
...DIESELEFFEKT ØDELÆGGER HYDRAULIKOLIEN
Lavt tryk i et system kan forårsage en såkaldt dieseleffekt og ødelægge olien. Ved lavt tryk kan der dannes gasbobler i olien. Dieseleffekten indebærer, at boblerne antændes og medfører en mikroforbrænding pga. dannelse af kvælstofoxider. Hvis dette står på i en periode, mørkner olien, den får en skarp lugt og mister ydeevne. Der kan opstå lavt tryk, hvis olien er for tyk, hvis hydraulikpumpens sugeledning er for småt dimensioneret, eller hvis pumpen sidder for højt i forhold til hydrauliktanken.
...STORE TRYKFALD BØR UNDGÅS
Trykfald i et hydrauliksystem giver en varmeeffekt, som forkorter oliens levetid. Sådanne trykfald kan opstå, hvis overtryksventilen står åben, og pumpen ikke arbejder, som den skal. Det kan man undgå ved at sætte en trykindstilling på ventilen. Det forhindrer, at den står åben og hæver temperaturen.
Dette kan også interessere dig
Vidste du, at – om smøring af køretøjer
At være tynd har sine fordele, i hvert fald når det gælder motorolie. Denne tekst indeholder forskellige overvejelser om netop tynde olier, men også om smøring af tunge køretøjer helt generelt. Du får gode råd om reduceret slitage, lavere brændstofforbrug og om en opvarmet garage på dåse.
Om bloggen
Smart smøring er en virksomhedsblog fra FUCHS Lubricants. Bloggen giver tips og gode råd om smøring, der betaler sig. Hermed mener vi smøring, der forenkler, effektiviserer og giver omkostningsbesparelser. Bloggens skribenter er specialister med stor viden og erfaring med alle smøringens udfordringer.